Dansk Hundeskole - Ishøj
Onsdag 3. september 2008
Så starter træningen for mine 2 hvalpe Gumle og Glød. Jeg har meldt til på holdet Begynder - let øvede og har tænkt mig at tage Gumle og Glød med skiftevis hver anden gang.
I dag er det Gumle, der er den heldige.
Jeg er nødt til at have min stifinder med for at finde vej til træningspladsen, i hvert fald de første par gange.
Det går fint med selve køreturen, Gumle piver lidt ind i mellem, men ikke noget seriøst.
Hun, der til hverdag ellers er så fræk, er pludselig meget lille og usikker ved mødet med de fremmede hunde. Hårene rejser sig i starten hen over hele skulderen og op i nakken, så hun totalt ligner en punker. Men hun falder forholdsvist hurtigt til ro.
Efter at alt det formelle med betaling er overstået, byder Lillian velkommen og fortæller lidt om sig selv og hendes træningsmetoder, og så går vi i gang.
Jeg har helt uden grund været lidt i tvivl om, at det er det rette hold, som jeg har meldt pigerne på. Gumle klarer det fint. Først laver vi en opmærksomhedsøvelse med øjenkontakt, så skal vi lave dæk fra sid, bagefter sid fra dæk. Lillian spørger om hvilke for sjov øvelser vi evt. har trænet med vores hunde. Med en guf kan jeg da godt lokke Gumle til at snurre rundt om sig selv og til at stå på bagbenene.
Lillian beder os om til om 14 dage at træne ottetal mellem benene.
Så handler det om at gå pænt i snor. Der bliver stillet en kegle op og vi skal så vidt muligt nå hen til keglen med slap line hele tiden. Ved hjælp af en masse guffer går det også okay.
Til sidst vil hun gerne se et indkald. Jeg får Lillian til at holde Gumle, mens jeg går 10 meter væk, og så fløjter jeg indkald. Gumle kommer med så stor fart, at hun er lige ved at vælte mig.
Mere når vi ikke i dag, men jeg får da travlt hjemme, når jeg skal træne 2 hvalpe til de samme ting mellem hver gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar