30 august 2008

Ridning!

Lørdag 30. august 20008
Jeg får ikke redet i dag. Bilen er på værksted, cyklen er totalt flad, håndpumpen virker ikke, og jeg orker ikke at gå helt over til rideskolen, for slet ikke at tale om turen tilbage igen efter ridetimen, så jeg melder afbud via telefonsvareren.

29 august 2008

Bilen!

Fredag 29. august 2008
Afleverer bilen hos automekanikeren her til morgen som aftalt. Jeg spørger hvad et serviceeftersyn går ud på. Mekanikeren fortæller, at de vil skille bremserne totalt ad og tjekke diverse vædsker samt kigge bilen efter i sømmene. Det vil koste 1.000 kr. i sig selv. Jeg fortæller, at ud over det aktuelle problem, knager den i sømmene.
Vi aftaler at de kontakter mig for at fortælle mig, hvad der er galt med min bil og give mig en pris.
Jeg går hjem og går tur med hundene, først de små og så de voksne. Mens jeg er på vej ind af døren med de små ringer mobilen. Det er automekanikeren, som på mit spørgsmål om hvad der er galt, svarer: ALT, udstødning, bremser, støddæmpere, kuglelejer osv. Og så trækker den skiftevis til venstre og så til højre, når man bremser. Jeg har godt lagt mærke til, når jeg bremser efter at have kørt stærkt, at bilen er tilbøjelig til at trække til venstre. Mekanikeren fortæller mig, at det vil komme til at koste mig 8.500 kr. inkl. moms at få den fikset.
Og de kan ikke nå at få den færdig i dag, tidligst mandag eftermiddag.
ØV ØV ØV!!!

28 august 2008

Hvalpe!


Torsdag 28. august 2008

Dags dato opringning fra Vibeke, som jeg tidligere har talt med angående hvalpene. Hun havde set på min hjemmeside, at jeg har 2 tilbage og ville høre om de stadig var til salg. Hende og hendes familie var indstillet på at købe en hvalp på 6 måneder, som de jo er om en uges tid.

Det måtte jeg desværre benægte, da jeg ikke ville kunne beslutte, hvem af de 2 jeg i givet fald skulle sælge.

Forøvrigt tror jeg også at de vil have lige så svært ved at undvære hinanden nu, som jeg vil hve ved at undvære en eller begge to af dem.

Bilen!

Torsdag 28. august 2008
Jeg har kørt en lidt længere tur men er heldigvis næsten hjemme, da det pludselig begynder at lugte brændt. Samtidig er det som om, at bremsen ikke helt vil give slip igen, når jeg slipper pedalen. Da jeg holder ind bag ved stationscentret, kan jeg se, at der kommer røg op fra højre side. Jeg åbner og kigger ind til motorrummet, men det er ikke der røgen kommer fra. Det ser ud til at være koncentreret om højre forhjul. Måske er det bremsen igen. Jeg fik ellers nye bremseskiver på i april i år.
Efter at jeg har hentet brød hos bageren kører jeg direkte over til automekanikeren for at høre om han har tid til at kigge på min bil. Øv altså, jeg har længe gået og tænkt at nu skulle den nok ind til et serviceeftersyn.
Jeg får en tid i morgen tidlig kl. 8:00.

27 august 2008

Undulaterne!


I dag fandt jeg SorteMaske død i bunden af buret, da jeg stod op. Det er noget brat, der har ikke været tegn på sygdom, men måske var hun ældre end jeg troede, hun blev jo købt som voksen undulat.
Nu er SvedskeØje så helt alene igen, og jeg skal vel til at se efter en ny hun til ham inden alt for længe.

26 august 2008

Agility!

Tirsdag 26. august 2008
I dag har jeg en dobbeltbookning. Jeg har meldt mig til et potemøde angående tidlig neutralisering af katte og så agility med Ekko.
Jeg har rigtigt svært ved at beslutte mig, men det ender med at jeg tager til agility med Ekko.
Der skete ikke så meget i dag, så jeg ærgrede mig en lille smule.
Håber foredraget om neutralisering snart kommer på igen.

Folden!

Tirsdag 26. august 2008
Her til morgen går jeg tur med hundene i hold. Først småpigerne Gumle & Glød, og bagefter de voksne Fokus, Ekko & Danni.
På vej gennem motorvejstunnelen med andet hold hunde ser jeg, at der er nogle piger på vej til skole, som har parkeret deres cykler i den anden ende. Jeg går så småt og bliver lidt smånegativ, fordi jeg synes, det er et rigtigt dumt sted at holde pause her om morgenen. Men da jeg kommer ud af tunnelen, ser jeg, hvorfor de et stoppet op. De tre piger står og forsøger at holde 3 snehvide meget smukke geder i skak på stien langs med folden.
Pigerne har forsøgt at kontakte telefonnummeret på lågen. Jeg mener dog ikke at det er Kogræsserforeningen, som har dyr på folden i år.
Jeg bliver enige med pigerne om, at hjælpes ad med at genne gederne ind i folden, hvor der i forvejen går nogle køer med kalve og nogle får med lam (som næsten er får). De er lidt bekymrede for hvordan geder og får skal gå sammen. Men jeg overbeviser dem om, at det trods alt er bedre at de er i folden end uden for.
En af pigerne tager fat i halsbåndet på den ene ged og lokker den stille og roligt ind i folden, jeg stiller mig i vejen med mine tre hunde ude på tværs af cykelstien, så de ikke finder på at stikke af den vej, og cyklerne og de 2 andre piger danner barriere den anden vej, og det går helt fint, de 2 løse geder følger ret hurtigt efter den første ind i folden, hvorefter vi lukker lågen igen.
Pigerne kører videre til skole og jeg går tur med hundene på engen overfor folden.
Jeg undrer mig dog over, hvordan gederne er kommet ud på stien i første omgang, og beslutter mig for at tage en tur rundt langs folden for at tjekke at alle lågerne er lukket.
Det er de, og mens jeg er på vej tilbage ser jeg, at der går en mand rundt inde i folden. Jeg mener jeg har set ham før, hvor han har været der og give køerne ekstra foder.
Så snart han ser gederne, ringer han nogen op fra sin mobiltelefon.
Gad vist hvor de er kommet fra?

24 august 2008

TAK Agility Cup

Søndag 24. august 2008
Ekko og jeg startede i foråret i år med at gå til agilitytræning i Taastrup Agility Klub, og er i dag til vores første agilitykonkurrence sammen.
Vi er tilmeldt i Begynder klassen som jeg troede, var den nemmeste klasse i turneringen. Ups min fejl. Der findes også en Superbegynder klasse. Nåh jeg tager chancen og stiller op med Ekko i Begynderklassen alligevel.
Der er 2 gennemløb for alle. En agilityklasse og en springklasse. Vi gennemfører begge i god tid uden at blive diskvalificeret.
Jeg er ikke sikker på at Ekko rører kontaktfeltet på vej op af A-brædtet men ellers synes jeg at han løber et fantastisk løb i agilityklassen. Han tager uden tøven alle spring, inkl. hjulet. og følger alle mine retningsanvisninger, på trods a, at han aldrig før har taget så mange forhindringer i rækkefølge uden at blive belønnet før til sidst. I springklassen har vi 2-3 vægringer, fordi Ekko og jeg misforstår hinanden og han er ved at passere uden at tage springene, men det lykkes at få ham kaldt tilbage og gennemføre alle forhindringer alligevel.
Præmieoverrækkelsen blive udsat til noget senere end planlagt, og jeg fordriver tiden sammen med Anita og hendes søn med at se på de andre deltagere og spise pølser med salat og kold kartoffelsalat. Der er vildt mange hvepse, og jeg har svært ved at forholde mig helt roligt, men det går.
Ekko og jeg går en tur langs med rideskolens folde, hvor han kan løbe lidt løs.
Endelig bliver det tid til præmieoverrækkelse og både i Agility Begynder Store hunde og i Spring Begynder Store hunde bliver der kun kaldt to ekvipager frem, den ene er en pige med en labrador og den anden er Ekko og mig.
Ekko er nr. 1 i Spring klassen og nr. 2 i Agility klassen, og helt i OL's ånd får vi overrakt en guldmedalje og en sølvmedalje.
Godt gået Ekko.

NB!
Jeg tror dog at TAK i forvirringen har fået byttet om på resultaterne. Ekko var klart bedst i Agility klassen, hvor han ikke lavede nogle fejl på nær måske opgangen til A-brædtet i modsætning til Spring klassen, hvor vi havde 2 vægringer og en nedrivning.
Jeg må lige tale med dem på tirsdag.

23 august 2008

Ridning!

Lørdag 23. august 2008
Jeg får også Molly i dag. Denne gang får jeg plads i båsen og prøver efter bedste evne selv at klare at strigle og sadle op m.m. Det lykkes mig at sno tøjlen fuldstændig, men heldigvis gør en anden rytter mig opmærksom på fadæsen, så jeg får den rettet, før jeg trækker hende ind i ridehuset.
Det går det ikke helt så nemt som første gang. Måske også fordi at Nina, som er træneren er kommet tilbage fra ferie og hun er noget mere efter os end hende som holdt øje med os sidste lørdag. Hun stiller krav til både dette og hint. Noget af det forstår jeg ikke, så jeg må have en forklaring.
Jeg er meget træt i hele kroppen efter ridetimen, men har stadig den der dejlige lykkefølelse af at gøre noget, som jeg har savnet meget længe.

19 august 2008

Agility!

Tirsdag 19. august 2008
Så er sommerferien forbi. Ekko og jeg fortsætter med agilitytræningen igen.
To af trænerne havde ferie, så de andre havde noget travlt for at nå det hele.

18 august 2008

Ridning!

Lørdag 16. august 2008
For første gang i rigtig mange år sidder jeg igen på en hest. Jeg er startet på Vestegnens Rideskole, som skolerytter i dag.
Hesten jeg skal ride på hedder Molly og er en megastor hoppe, som har lidt temperement.
Jeg får besked om at hun ikke kan lide at stå ude i gangen og blive striglet og sadlet op. Hun skal helst stå lidt for sig selv. Jeg føler mig meget rusten og er lidt usikker på hvordan jeg skal takle den besked. En pige på måske 12 år dirigerer mig, så jeg ikke gør noget forkert.
Da alle har taget deres hest ud, er der meget lidt plads og det ender med at jeg må strigle, rense hove og sadle op inde i hendes egen bås. Hun virker ikke som om hun er helt tryg ved mig, og skubber mig ind mod væggen, men lidt efter lidt, lykkes det mig at komme til og jeg får også uden alt for meget besvær renset hovene på Molly, og med lidt hjælp får jeg også lagt saddel på og givet hende tøjlen på.
Lidt efter trækker vi hestene ind i ridehuset, hvor jeg går ind på midten og det lykkes mig helt på egne fødder at få strammet gjorden og komme op på hende.
Da først jeg sidder der, virker det som om hun er mere rolig. Hun virker forholdsvis nem at styre, og reagerer prompte på mine ubehjælpelige signaler, så lidt efter lidt føler også jeg mig tryg igen.
Hestene har haft sommerferie og er lidt fede og lidt slappe i musklerne, så vi nøjes med at skridte og trave i dag. Det er jeg glad for, især de sidste 15 minutter, hvor mine muskler er ved at være noget trætte.
Men jeg overlever min første ridetime i årevis. YES!