Folden!
Skærtorsdag 20. marts 2008
På min tur rundt om folden her i eftermiddag er der igen et af fårene, der står helt alene. Først kan jeg slet ikke få øje på de andre, men opdager så, at de står længere fremme lidt bag buskadset
Jeg kigger nøje efter og kan se, at der ligger noget hvidt, som kan ligne et lille lam ca. 5-10 m fra det enlige får. Men jeg er ikke helt sikker. Jeg går videre med hundene som tilsyneladende skræmmer fårene så meget at de løber i fuld fart i retning væk fra os.
Det undrer mig, for de plejer blot at ignorere os, når vi går forbi uden for folden.
På vejen tilbage står de 5 andre får næsten henne ved det enlige får og så er det at jeg får øje på et lille bitte lam, som vaklende forsøger at komme på benene inde i mellem dem.
Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at dyrene er fuldstændig overladt til vind og vejr, når de skal læmme.
Der ligger noget dækket af en presenning, som godt kan se ud til at være træ til at bygge noget med. Men det har fårene og lammet jo ingen glæde af.
Jeg håber bare at dette lam overlever. Meterologerne har lovet snestorm fredag og lørdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar