Drive In - træning i Frederikssund
Dansk Retriever Klub, Region Nordsjælland
Tirsdag 4. september 2007
kl. 18:30-20:00
Begynderklassetræning ved Pernille - Danni
2 lange enkeltmarkeringer på land
1 enkeltmarkering over åen
start på linjedirigering
Danni er som sædvanlig ualmindelig livlig og ude af kontrol til at starte med, men han falder hurtigt til ro igen.
Danni og jeg kommer sidst i rækken, hvilket betyder, at vi starter med rigtig meget ventetid, hvor jeg nusser og taler godt for ham. Dette bevirker, at han er meget ivrig efter at få lov, da det bliver vores tur.
Og bortset fra, at han lige går afsides for at besørge, da han bliver sendt på sin første markering på land, arbejder han ivrigt og forholdsvist fornuftigt. På tilbagevejen søger han efter dummien, men er slet ikke i nærheden af den. Måske fordi han stadig har noget han skal af med. (Han er ellers luftet, før vi kom på træningspladsen).
Pernille beslutter at begynde forfra. Denne gang kommer Danni næsten direkte ud til dummien, men Pernille har tydeligt overskredet min sædvanlige afstandsbegrænsning. Selvom at han kommer helt derud i første omgang, tror Danni ikke på, at den er så langt ude, som den rent faktisk er. Han bliver dog ved med at søge og cirkle rundt i området og finder til sidst dummien.
Den anden landmarkering, går han stort set direkte på, men igen mister han troen på, at den virkelig kan være så langt væk, og slår over i søg. Finder dog også denne.
Sidste markering er over åen, op på land og ud på stien. Pernille spørger om han vil gå i vandet.
Om han vil! Jeg kan normalt ikke holde ham fra vandet. Ikke desto mindre får han faktisk problemer. Der er ikke nogen reel bred langs åen. Det hele er meget eftergivende og blødt pga. lange nedtrådte siv, som rækker ud i vandet. Så jeg må hen og opfordre ham. Det lykkes og han kommer op på den anden side og finder rimeligt hurtigt en dummi.
Flere af de andre hunde, som er til før Danni, har efterladt nogle dummier på den anden side af åen. Jeg får lov til at sende Danni en gang mere og støtter ham denne gang med dirigeringssignaler og søgefløjt. Han reagerer rimeligt prompte på både fløjten og mine armsignaler, og finder endnu en dummi og bringer den med tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar