Yeti!

Onsdag 22. august 2007
Jeg kommer hjem fra hundetræning 21:00. Giver hundene mad og begynder at lave mad til mig selv, da Yeti kommer ind i stuen og kalder med en meget høj, indigneret lyd.
Jeg opdager, at han trækker vejret meget meget gispende. Siderne går som blæsebælge og han har åben månd. Der er en grim lyd på samtidig.
Jeg giver ham straks en dosis med inhalatoren, men det ser ikke ud til at virke. Han har det så dårligt, at han ikke vil ligge i arm. Jeg sætter ham af på min fodskammel, så jeg kan se ham hele tiden. Men den er tilsyneladende ikke bekvem, for han går ned på gulvet, alt imens han gisper efter vejret mere og mere stødvist. Det er så slemt, at ham må lægge sig ned på langs på siden og han har meget store, meget runde og meget bange øjne.
Jeg er alvorligt bekymret, men afventer stadig håbefuldt, at medicinen begynder at virke.
Det føles, som om der går meget meget længe og jeg glemmer alt om at jeg har sat en pande med olie på over på komfuret. Bliver mindet om det, fordi jeg pludselig kan lugte det.
Langsomt, langsomt ser det ud til at anfaldet letter. Han trækker ikke vejret helt så stødvist nu og lægger sig igen op på maven, men gisper stadig efter vejret.
Jeg lægger et par forårsruller på panden, men holder stadig nøje øje med Yeti. Nu sidder han op og gisper lidt. Forårsrullerne bliver færdige. Jeg spiser mens jeg hele tiden kigger på Yeti.
Endelig rejser han sig op og vil nusses. Siderne går ikke mere som blæsebælge og øjnene ser igen normale ud.
Pyhhhh! Det var en slem omgang.