10 august 2007

Naturen omkring mig!

Fredag 10. august 2007
6:30 Morgentur med hundene
Det er nogle dage siden, at jeg har set noget til de 4 tyrekalve, der går i folden.
Mon de er blevet slagtet?
Fårene ser jeg stadig dagligt, lammene er blevet store og ulden tyk.
Her til morgen ser jeg pludselig 2 Nordbakker gå rundt inde i folden.
Gad vist hvor de kommer fra?

15:30 Efter arbejde tur med hundene
Tyrekalvene er der stadig alle 4. Det er de 2 Nordbakker også. Og så selvfølgelig de 6 får.
_______

Hegnet er ødelagt et stykke på strækningen langs motorvejen (den nedeste wire er knækket og lagt løst hen over selve hegnet ind i folden) og næsten væltet ind i folden på et andet stykke henne langs banen. Det ser ud som om, kommunens folk er kommet lidt for tæt på med deres store maskiner, mens de har beskåret bevoksningen tæt på hegnet. Stien er pludselig blevet 3 m bred igen, selvfølgelig lige på nær strækningen, hvor den støder op til hestefolden mod åen. Der er stadig kun 1 m bredt og totalt groet til med Bjørneklo.

Der er rigtig mange både skovsnegle og dræbersnegle, men jeg ser også en hel del almindelige snegle med hus (kommer også for ofte til at træde på dem) samt en del vinbjergsnegle. Jeg hørte i radioen, at man kan bruge vinbjergsnegle til at bekæmpe dræbersnegle. Måske skulle jeg samle nogle stykker ind og tage med hjem til dem der allerede er i haven. Tilsyneladende er de ikke nok i år, for jeg har for første gang efter jeg flyttede ind set dræbersnegle inde i haven.

Ingen kommentarer: