Hundetræning - uge 20/2007
Lørdag 19. maj 2007
18:15-20:30
Dirigeringstræning langs foldens korte side med og uden stop
1. omgang - uden stop
Lægger begge dummier og går med alle hundene ca. 90 m langs bunden af folden før jeg vender rundt.
Fokus
Går direkte og i godt tempo helt ud til dummierne, samler en op og løber i god fart retur.
Sender hende igen efter den anden.
Den går hun også stort direkte på, må lige støtte lidt med "ja, ja, ... ja" det sidste stykke. Ellers OK. Går med hundene frit ud for at lægge dummierne igen. Viser tydeligt at nu lægger jeg dem. Går igen de ca. 90 m langs hegnet.
Ekko
Har lidt mere brug for støtte, men også han kommer begge gange helt ud til dummierne og bringer dem fint en ad gangen. Og vi går en tur mere for at lægge dummier ud.
Danni
Går fint på den første, men tror ikke rigtig på den anden. Kommer dog helt ud med lidt støtte. Fint.
2. omgang - med stop
Fokus
Sender hende og fløjter stop, da hun er nået ca. 30 m ud. Hun reagerer fint, stopper og vender rundt. Efter et fløjt mere sætter hun sig. Jeg jubler og sender hende straks videre. Hun fortsætter i fin fart bagefter.
Den anden sender jeg hende på direkte uden stop. Hun sætter farten ned og stopper næsten op selv, der hvor hun blev stoppet første gang. Jeg giver hende et nyt signal og med lidt støtte lykkes det. Fint arbejde.
Ekko
Også han reagerer fint på stopfløjtet, men han er meget længe om at sætte sig. Han kommer dog bagefter fint hele vejen ud til dummierne.
Anden gang ser han ud som om at han ikke tror på at der er noget at hente, men det lykkes at få ham til at løbe helt ud og hente den alligevel. OK
Danni
Ser ud som om at er ved at gå træt, så jeg beslutter at sende ham direkte på begge to uden at stoppe ham.
Stopfløjttræning langs foldens langside
Jeg giver hundene fri og går tilbage langs folden igen. Undervejs fløjter jeg stopfløjt et par gange, og belønner med at kaste en enkeltmarkering, til den som først sætter sig.
Efter et par gange er de alle 3 meget opmærksomme og sætter sig rimeligt hurtigt hver gang. Så jeg kaster en enkeltmarkering til dem hver, før vi fortsætter langs folden ud mod cykelstien igen.
Fri ved fod
De sidste 30-40 m før cykelstien træner jeg fri ved fod med alle 3 på en gang. (Føl's). Jeg sætter dem af med fløjten, før de får lov til at rende over cykelstien til det åbne område på den anden side.
Markeringstræning overfor folden let kuperet, tilvokset
Sætter hundene af og går ud for at kaste en dobbeltmarkering.
Fokus
Henter og bringer begge markeringe uden problemer.
Ekko
Da jeg sender Ekko på den anden markering, kommer der et par med en schæfer tæve gående hen imod os. Ekko vil gerne hen og sige goddag, men jeg minder ham om, at vi arbejder, og han fortsætter derefter fint. Søger, finder og bringer den anden dummi.
Danni
Har jeg nået at sætte snor på, da jeg så dem komme. Får ingen dobbeltmarkering.
De slipper schæferen med en bemærkning om, at hun nok dufter lidt godt, så jeg giver Ekko og Fokus fri og slipper også Danni. I løbet af et øjeblik er hun på flugt med mine 2 hanhunde i hælene. Ingen af dem er til at råbe op, så vi må efter dem. Ekko kommer først tilbage, derefter schæferen og til allersidst Danni. Jeg sætter snor på og fortsætter derefter over broen til vandhullet.
Vandmarkering ved vandhullet over broen
Der er meget opblødt på stykket mellem skiltet og vandhullet, og jeg har ikke fået de terrængående støvler på, så vi slår en bue udenom. Jeg lægger snorene på jorden og sætter hundene af ved dem, før jeg går hen og kaster en dummi ud i vandet.
Sender hundene på skift ved at bruge deres navn. Det går helt godt i dag. De to af dem som ikke er på forholder sig fint og roligt ved 'ventelinjen' ved snorene.
Pæne afleveringer direkte fra vand over land til hånd.
Enkeltmarkering over åen
Alle 3 henter, bringer og afleverer uden problemer.
Almindelig aftentur rundt i området ved vandhullet
Bagefter går vi en god lang tur, hvor de render frit og hygger og leger, og vejret er så dejligt, at jeg efter at have taget en rundtur i området ved vandhullet, beslutter at fortsætte, over broen, langs åen og hestefolden, hen under banen og ud i det store terræn på den anden side. Og vi fortsætter ud, ud, ud og under motorvejen op på støjvolden på den anden side, som vi følger resten ad vejen hjem.
De er meget afslappede resten af aftenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar