14 januar 2007

Hanekamp i fugleburet!

Fredag 12. januar 2007 - Tidlig morgen
Jeg sidder foran computeren og nyder min morgente, alt ånder ro.
Med et bryder helvede løs i fugleburet - SvedskeØje & GulePlet ryger i totterne på hinanden og falder filtret sammen ned i bunden af buret, og en af dem lyder rigtig bange.
Det ser ud som om de ikke kan komme fra hinanden igen, selv da jeg stikker armen ind for at skille dem ad flagrer de i en stor klump rundt i buret et stykke tid. For mig ser det ud som om GulePlets ene klo hænger fast i SvedskeØje. De bliver dog skilt og jeg kan se, at GulePlet bløder fra et hak mellem næbrod og venstre øje.
Jeg tager en tynd skindhanske på (for at undgå at blive bidt) og fanger GulePlet, så jeg kan komme til at kigge ham ordentligt efter. Det ser voldsomt ud og jeg vælger at sætte ham i det lille bur alene, i hvert fald indtil jeg kommer hjem fra arbejde i dag.
Det er ærgerligt at være nødt til at gøre, fordi jeg samtidig ødelægger den tillid jeg har opnået ved dagligt at have armen inde i buret siden før jul. Bagefter tænkte jeg, at det jo egentlig burde være SvedskeØje som jeg havde isoleret.
GulePlet er stadig meget blodig at se på om aftenen, så han får lov til at overnatte i det lille bur.

Lørdag 13. januar 2007
I dag sætter jeg GulePlet ind til de andre 3 igen. Det ser ud til at gå fint. GulePlet& SvedskeØje er dog begge to stadig meget forelskede - ikke i den nye hun BlåLys, men i SorteMaske, som de jo har været alene med siden HvideSne døde helt uden problemer, indtil nu altså. Og de er også i totterne på hinanden et par gange, men ikke så voldsomt som i går. Jeg håber det går. Vil så nødig til at skille dem ad i flere bure.

Ingen kommentarer: